Rabarbertærte

Posted in : Kager - Cakes on by : Dorthe Tags: , ,

Spread the love

Rabarbertærte med rabarbercurd og mandelfrangipane. Lækker, frisk smag og sprød mørdejsbund 

Rabarbertærte, 8 personer

Mørdej:
75 g koldt smør
150 g hvedemel
50 g flormelis
1 knivspids salt
Et lille æg eller ca. ½ æg

Skær smørret i små tern og hæld dem i en blender med mel, flormelis og salt. Blend det godt og saml dejen med ægget, og form den til en kugle. Pak den ind i husholdningsfilm, og læg den i på køl i min. en time. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd en 18-20 cm tærteform med dejen. Sæt formen på køl, mens du laver fyldet.

Mandelfrangipane:
100 g mandelmel
100 g sukker
100 g blødt smør
1 stort æg
60 g rabarber

Tænd ovnen på 175 grader. Pisk mandelmel, sukker, smør og æg luftigt.
Skyl og skær rabarberne i små stykker. Fordel frangipanen i bunden af tærten, placér rabarberstykkerne ovenpå og tryk dem ned i frangipanen. Glat overfladen ud med en spatel. Bag tærten i ca. 25 minutter ved 175°, til den er let gylden. Køl tærten hel af, før der kommes rabarbercurd på.

Rabarbercurd (ca 3 dl) 

275 g rabarber
½ dl vand
1 spsk. citronsaft
1 æg
100 g sukker
25 g smør

Rens og skær rabarberne i små stykker. Kog rabarber, vand og citronsaft i ca. 10 min.

Pisk rabarberne i stykker (jeg brugte elpisker).

Pisk sukker og æg til en hvid luftig masse og bland den i rabarberne og rør forsigtigt rundt.

Massen varmes forsigtigt op, så den tykner. Den må ikke koge.

Tilsæt smørret i små stykker under omrøring. Blend massen, så den er helt glat og sæt den til afkøling.
Fordel et lag rabarbercurd over kagen og glat den ud.

Pynt kagen med marengskys, skovsyre, tørret rabarber og små chokoladeperler.